AtlantikWall.dk |
|
Fliegerhorst Grove - En dokumentarserie af TV/Midt-Vest |
||||||||||||||||||||||||
Generelt | Bunkerne | Krigen i Jylland | Fliegerhorst Grove | Rommels 13 dage i Danmark | ||||||||||||||||||||||||
Fliegerhorst Grove 1-5
Denne gang drejer det sig om det vi i dag kender som Flyvestation Karup. Da den blev bygget kom den til at hedde Fliegerhorst Grove. Det store militærkompleks i området blev ligesom selve flyvestationen oprindeligt bygget under krigen. Tyskernes værk har haft stor betydning for befolkningen i oplandet til Karup og for det moderne danske forsvar frem til i dag. 3500 mennesker arbejder i dag på stedet, i øvrigt det samme antal mennesker, som tyskerne havde på stedet, da krigen sluttede i 1945. Gennem en række personlige beretninger fortæller TV MIDTVEST om, hvordan det foregik, da tyskernes enorme krigsapparat skulle bygges og omkring 43 familier fik deres gårde eksproprieret - i et område der strækker sig over 32 kvadratkilometer. I seriens fem afsnit møder vi blandt andre en tysk pilot og officer, der kæmpede i luftkrigen over Danmark fra basen i Grove. Vi møder også hans nuværende kone, der ligeledes var en del af nazisternes store krigsapparat på heden. Der optræder en englænder og en amerikaner, som under hele krigen måtte kæmpe med truslen fra Fliegerhorst Grove. Englænderen Ernest Le Strange var med i Grove, da tyskerne ved krigens slutning overgav stedet til Royal Air Force. ”Vi kunne let have udraderet Grove ved at sende et par hundrede bombefly over og bombe det. Men vi gjorde det aldrig, selv om vi vidste, at flyvestationen lå der, midt i Danmark. Det burde vi have gjort,” fortæller englænderen Ernest Le Strange, som ofte måtte krydse luftrummet over Danmark på sine mange bombetogter. Med til historien hører også danskerne, der boede i området, og som var med til at bygge flyvestationen.
For tyskerne blev stedet et velsmurt krigsapparat, der gav nazisterne optimale betingelser for deres kamp mod især de allieredes bombefly. ”Jeg følte mig hjemme fra første dag, jeg kom. Alt var godt indrettet: Vores indkvartering, holdepladserne for flyene, vores kommandocentral og vejrcenter. Alt lå tæt samlet. Og så havde flyvepladsen en meget god betonbane. De fleste flyvepladser på den tid havde kun græsbaner, så det betød meget for os,” fortæller den tyske pilot og officer Hans-Herman Müller, der var gruppekommandør for 60 natjagere i Nachjagdgeswader 3. i Fliegerhorst Grove. Med sig havde han i øvrigt sin kæreste, Lydia Müller, som han blev gift med i julen 1944, mens de begge var i Fliegerhorst Grove. Hun arbejdede som telefondame. Lydia Müller husker tydeligt i 1944, da Hans-Hermann Müller på én dag mistede op mod tyve af sine kammerater fra Grove: ”Den dag blev alle hans bedste kammerater skudt ned. Da så jeg for første og eneste gang i mit liv, at han græd. Han var så rystet,” fortæller Lydia Müller. I serien optræder desuden beboere fra området – og en af de arbejdere, der var med til at hjælpe tyskerne med at bygge stedet. ”Man kan jo være så egoistisk at sige, at det såmænd ikke var for Hitlers skyld, jeg arbejdede for dem. Det var for min egen skyld. For at overleve.” siger Magnus Nielsen, der dengang arbejdede for den lokale malermester i Karup. Danske arbejdere byggede stedet, der altså blev en del af tyskernes enorme krigsapparat i Danmark. Fra Grove styrede man luftkampen over Danmark, der kom til at koste 1700 allierede soldater livet. Serien ”Fliegerhorst Grove” er produceret af det hold fra TV MIDTVEST, der også står bag historiske dokumentarer som ”Bunkerne” og ”De Uønskede,” tilrettelægger Uffe Bregendahl, redigeringstekniker Jens Svenning og fotograf Jens Kolding. Musikken er komponeret af musiker Bjarne Nygaard Nielsen. Ligesom de andre serier omtalt her på sitet, er dette en serie man bør se! Herunder er der links til de 5 afsnit med korte beskrivelser af hvad de omhandler. Jeg skal gøre opmærksom på at nedenstående afsnit er underlagt reglerne om ophavsret. Update 15-2-2016: TV2 har flyttet rundt på deres film! Jeg har nu tilrettet stierne så der er hul igennem igen.
|
© AtlantikWall.dk |
22/07-2023
|